Efter en hyggelig middag hjemme hos mine forældre, hvor min far og jeg som sædvanlig fik snakket slægtsforskning (dog sørgede vi for at begrænse os, så resten af familien ikke skulle føle sig tvunget til at lytte til nye fund i kirkebøger samt skifter, om DNA-matches mv! De mere saftige eller spændende historier kan de nu heldigvis godt li’ at lytte til… ), blev jeg grebet af en ny iver for at finde frem til min svenske oldemors første barn. Tænk, hvis det modsat min oldemors tredje barn overlevede fødslen og de i øvrigt mange forskellige sygdomme, og rent faktisk blev voksen? Tænk, hvis der var efterkommere… Tænk, hvis vedkommende kunne føre mig på sporet af min oldemors andet barn, den gådefulde Otto Christian, der endte som amerikansk statsborger i Texas?
Tag-arkiv: Bov
Jonas Jürgensen Krat – 52 aner #28 – Et liv i grænselandet
Uge #28 – Langfart
”Nogle episke langfarts ture i dit familietræ? Hvilken ane ville du gerne rejse langt for at finde ud af mere om?” Udfordringen er frit oversat fra amerikanske Amy Johnson Crows skønne udfordring ’52 ancestors in 52 weeks’ (52 aner på 52 uger). Du kan læse mere om julis temaer på hendes blog
Jeg glemmer aldrig, da jeg første gang sad med navnet Jonas Jürgensen, min tyske tipoldefar, foran mig. Jeg sad nu heller ikke ret stille særligt længe, for det dér var ret vildt!
Jeg havde taget en årelang pause fra slægtsforskningen. Selvom jeg altid havde interesseret mig for familiens historie, og en gang imellem besøge landsarkivet i København, var det ikke blevet til mere end nogle noter til dét, jeg havde i forvejen. Men siden jeg for alvor genoptog interessen i 2010, havde de tyske og svensker aner altid spøgt i baghovedet. De svenske kom der hurtigt nyt på, for jeg fandt ud mange af de svenske arkivalier, ligesom de danske, nu var online. Med Tyskland stod det helt anderledes til. Her skulle man til Tyskland, besøge de lokale arkiver og slå op mod et gebyr. Jeg har ikke noget imod at betale en gang imellem, og heller ikke at rejse et stykke vej. Men at tage hele vejen til Tyskland lå ikke lige i planerne dengang.
At det var så svært at få adgang, ærgrede mig. For jeg skulle ikke langt tilbage, før jeg stødte panden mod en mur. Indtil sommeren 2011 var jeg dermed ikke nået længere tilbage med de tyske aner end til min oldefar, Jes Heinrich Jürgensen, som blev født i Harrislee lige syd for den dansk-tyske grænse. Det var, hvad både jeg og min far vidste. Hvor og hvornår, han var født, men ikke hvem forældrene var.
Detektiven kalder #2.1 – Hvor voksede Otto op?
Som jeg har skrevet om tidligere, fik min svenske oldemor, Josefina, tre børn uden for ægteskab. Det første barn ved jeg fortsat intet om, udover at det ved fødslen af min oldemors søn Otto Christian blev noteret, at han var hendes andet barn. Det tredje barn var dødfødt.
Otto blev født i 1895 i Bov. Hans mor var da tjenestepige og hans far var soldat. De blev aldrig gift, men blandt fadderne er Ottos faster, så forholdet har i hvert fald været kendt i hans fars familie, om end muligvis kun accepteret af hans faster. Hvad der skete med Otto, vides ikke. Jeg taber sporet af ham, indtil han via Ancestry dukker op i 1922, hvor han som sømand rejser fra Hamburg, og senere, året efter, ender i USA hvor han søger om og får statsborgerskab i 1926.
I årene 1895 til 1922 er han forsvundet.
Havde Josefina ham hos sig i i hvert fald starten af hans liv? Min farfar, som ellers trods sparsomme oplysninger fortalte min far om sin halvbror på farens side, nævnte ikke Otto med ét ord. Umiddelbart skulle man så ikke tro, at Otto boede hos sin mor da hun blev gift med min oldefar.
Voksede Otto så op i Sverige? I så fald ikke umiddelbart hos hans mors nærmeste familie. Jeg er i hvert fald ikke stødt på ham, når jeg har kigget på Josefinas forældre og søskende.
Voksede han op i Tyskland? Måske. Danmark, hvor hans ældste moster havde bosat sig? Måske, men heller ikke her synes han at finde.
Jes Heinrich Jürgensen # 24 – skattede billeder
Vi har flere fine arvestykker i familien. Dog befinder de fleste sig hos mine forældre. Nogle ting er dog her, men er ting, mine børn vel mere eller mindre har arvet fra mig. Eller rettere, fra min barndom. Bl.a. min babyseng, som begge vores børn har ‘arvet’ og sovet trygt i. Min konfirmationskjole er også syet om, og brugt som dåbskjole til mine børn. Jeg elsker, at skattede ting stadig kan anvendes hos den næste generation. Apropos konfirmationskjole, fik jeg som barn lov til at klæde mig ud i min mors egen konfirmationskjole. Jeg følte mig som en hel prinsesse i den lille herlighed!
Som barn besøgte vi selvfølgelig mine bedsteforældre, hvor jeg beundrende kunne kigge på mange fine ting. Min farmor havde bl.a. en masse fine porcelænsfigurer i sin fine stue. Dem måtte man kun kigge på, men nøj, hvor jeg elskede at studere dem! Min morfar havde spændende ting fra Grønland, hvor min morbror havde været som ung. Og så et helt særligt askebæger, som drejede rundt, og hvor slikpapiret fra de Twist, han altid havde klar til mig, på mystisk vis forsvandt.
I dag holder jeg dog allermest af de gamle familiealbums. Særlig et billede af mine svensk-tyske oldeforældre holder jeg meget af. Det var dem, der startede hele interessen for slægtens historie.
Jens Jürgensen – 52 aner #15 – Kært barn, mange navne
Jeg tvivler på, at særligt mange af mine aner ligefrem skulle stave deres navn. De fleste tilhørte bondestanden og havde dermed de mest almindelig fornavne efterfulgt af et patronym. Nogle tog et tilnavn efter hvor de var født, enkelte efter deres erhverv (hvis de nu ikke var bønder, men ernærede sig ved et håndværk).
Og hvis de nu skulle stave det… Hvor mange kunne? Jeg har set flere eksempler på at mine aner i 1700-tallet og et godt stykke op i 1800-tallet underskrev sig ved deres initialer (hvis de da overhovedet kunne skrive, i andre tilfælde er det ret tydeligt, at den svungne, flotte skrift ikke tilhørte min ane med derimod penneføreren af indførslen af boets fordeling i skifteprotokollen). Det var nok, hvad de kunne klare eftersom de fleste kun tog den skolegang, der blev krævet ved lov. Pyt! Det var ganske almindeligt. Og det arbejde, de udførte, krævede ikke at man kunne stave, men langt mere at man forstod sig på at dyrke jorden eller kunne væve, smede osv.