Jeg glemmer aldrig, da jeg første gang sad med navnet Jonas Jürgensen, min tyske tipoldefar, foran mig. Jeg sad nu heller ikke ret stille særligt længe, for det dér var ret vildt!
Jeg havde taget en årelang pause fra slægtsforskningen. Selvom jeg altid havde interesseret mig for familiens historie, og en gang imellem besøge landsarkivet i København, var det ikke blevet til mere end nogle noter til dét, jeg havde i forvejen. Men siden jeg for alvor genoptog interessen i 2010, havde de tyske og svensker aner altid spøgt i baghovedet. De svenske kom der hurtigt nyt på, for jeg fandt ud mange af de svenske arkivalier, ligesom de danske, nu var online. Med Tyskland stod det helt anderledes til. Her skulle man til Tyskland, besøge de lokale arkiver og slå op mod et gebyr. Jeg har ikke noget imod at betale en gang imellem, og heller ikke at rejse et stykke vej. Men at tage hele vejen til Tyskland lå ikke lige i planerne dengang.
At det var så svært at få adgang, ærgrede mig. For jeg skulle ikke langt tilbage, før jeg stødte panden mod en mur. Indtil sommeren 2011 var jeg dermed ikke nået længere tilbage med de tyske aner end til min oldefar, Jes Heinrich Jürgensen, som blev født i Harrislee lige syd for den dansk-tyske grænse. Det var, hvad både jeg og min far vidste. Hvor og hvornår, han var født, men ikke hvem forældrene var. Læs mere...