Links

Under udarbejdelse…

Siden her indeholder links, der er nyttige ved slægtsforskning i både ind- og udland. Den kan virke omfattende, men tjener samtidig som opslagsværk til mig selv, så jeg har bedre overblik over de utallige hjemmesider, online arkiver mv. jeg benytter.

Jeg opdaterer siden løbende og opdeler links efter geografi samt emne. Når man dykker ned i sit stamtræ og begynder at interessere sig for den enkelte person, kan man nemlig heller ikke undgå at interessere sig for den tidsalder, slægtningen levede i. Der vil her derfor også komme en række links til lokalhistoriske foreninger, artikler om visse perioder i Danmarkshistorien mv.

Favoritterne

Dansk Demografisk Database
I denne database, også kaldet DDA, kan du søge i de danske folketællinger, ind- og udvandringsprotokoller, enkelte kirkebøger, dannebrogsmænd mv. Databasen, som er projekt fra Statens Arkiver, opdateres løbende af frivillige indtastere og er muligvis det bedste værktøj for især nybegyndere i slægtsforskning. Alle folketællinger for 1880 og 1787-1850 er stort set komplet indtastede. Gratis.

Arkivalier online
Også kaldet AO. Statens Arkiver arbejder på at scanne de originale kilder som kirkebøger, folketællinger, skifter, familieretlige sager, brandforsikring mv. og lægge dem på internettet. Der er ingen søgemuligheder, men det er stadig lækkert at kunne slå op lige præcis når det passer dig, uafhængigt af arkivernes åbningstider. Gratis.

Familysearch
Mormonernes enorme database med kirkebøger og andre kilder (ikke folketællinger) fra hele verden, inkl. Danmark. Kilderne er digitaliserede, hvis man ønsker at se originalen, men også indtastet, så det er muligt at søge på navnene. Det er især barnedåbe og vielser, der er indtastet. Databasen opdateres løbende, bl.a. er jeg selv frivillig indtaster. Gratis.

Danish familysearch
Dansk side trods det engelks/amerikansk-klingende navn. En fantastisk database der samler data fra DDA, Polities registerblade, skoleprotokoller og lægdsruller. Man kan søge på tværs af alle kilderne, søge fonetisk (stort plus eftersom de, der skrev i kirkebøgerne og folketællingerne ikke altid var enige om stavemåden…), se statistikker på antallet af indbyggere, på køn, alder og religion fra et enkelt sogn, herred eller amt, finde lister over alle familier, efternavne eller fornavne fra et enkelt område mv.
Stifterne, et dansk ægtepar, bag siden opfordrer selv til at man tjekker de forskellige data i de originale kilder (som også er tilgængelige på siden), eftersom der er renset godt ud i de søgebare data, men alt i alt er det et helt fantastisk redskab. Gratis.

Ancestry
Amerikansk side der indeholder kilder (kirkebøger, ind- og udvandringsprotokoller, militære registre, avisartikler mv.) fra hele verden – efter sigende den største samling i verden. Som med mormonernes database, er alt indtastet så det er muligt at søge på hver enkelt slægtning. Databasen opdateres løbende og der kommer ofte nye kilder til. Der er også mulighed for at lægge sit eget slægtstræ op, et forum, masser af artikler og tips mv. En del af siden er gratis, men skal man have det fulde udbytte, kræver det et abonnement. Det er en af de få betalingssider, jeg bruger, netop pga. den store samling.

Politiets registerblade
Forløberen til folkeregistret. Politiet i København registrerede i 1890-1923 alle byens borgere. Registret er nu digitalt og indtastes løbende, så du kan søge på de af dine slægtninge, der boede i København i denne periode. Udover adresserne, får du også at vide hvem de var gift med, hvad deres arbejde var og hvem deres hjemmeboende børn var. Gratis.

DIS Danmark
En forening for slægtsforskere, der bl.a. udgiver et medlemsblad fire gange om året. Der er også et forum, hvor man kan få hjælp til opslag på arkiverne, til at tyde gamle kilder eller ganske enkelt hjælp til at finde en slægtning. Medlemskabet koster penge, men forummet er i princippet gratis. Når jeg støder panden mod en mur, tyr jeg ofte til forummet her og får en helt fantastisk hjælp fra de mange dygtige og erfarne med-slægtsforskere.

Krabsens stednavnebase
Database med næsten 60.000 danske stednavne og deres tilknytning til sogne, kommuner og amter. Fantastisk redskab, når man ikke lige ved hvor i landet f.eks. Travsted ligger. Gratis.

Historisk atlas
Viser gamle kort over Danmark. Man kan også søge på bestemte geografiske steder og finde spændende historier fra den enkelte egn, by eller ø, og forskellige emner såsom søulykker, slag eller hvor H.C.Andersen opholdt sig. Gratis.

(Visited 493 times, 1 visits today)

1 thought on “Links

  1. Hej Pernille

    Jeg sad og søgte på Ernst Johann pescher. Og så dukkede dit indlæg op. Jeg søger også oplysninger omkring pescher slægten. Måske jeg ligger inde med oplysninger du kan bruge??
    Du er velkommen til at skrive til mig på (email slettet af sidens administrator af hensyn til privatlivets fred).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.