Det er ikke blevet til meget blogging eller slægsforskning i marts måned. Heldigvis dog kun fordi der har været masser (af gode ting) at se til med den nulevende familie!

Men da svenske Arkiv Digital var gratis forrige weekend (eftersom lørdag var Slægtsforskningens Dag hinsidan), var det nærliggende at sætte i hvert fald noget tid af til at forske i de svenske slægtninge. Jeg havde nemlig et par hængepartier, som jeg gerne ville se nærmere på. Kunne jeg finde ud af mere mine børns 3*tipoldeforældre, der emigrerede fra Sverige til Danmark? Og hvad med den sidste af min egen oldemors onkler – mon jeg kunne finde ud af hvor han endte og om han selv stiftede familie?
Begge ting lykkedes til dels. For at finde alle anerne og grave i dybden med onklen (eller retter 4*grandonklen) kræver det selvfølgelig meget mere end de timer, jeg fik sat af i weekenden. Men i det mindste nåede jeg et godt stykke vej. Og fandt undervejs et par gode historier!

De stak af til udlandet for at få hinanden

Bl.a. gemte forældrene til mine børns 2*tipoldemor på et kærlighedsdrama. Christian Olsson og Benedikta Hjelm, som de hed, var unge i Helsingborg i starten af 1860’erne. Han var skomagerlærling, tilflytter og søn af en simpel jordbruger. Hun var født og opvokset i Helsingborg, og godt nok i en arbejderfamilie, men en familie med pænere rødder (farfar var båtsman og morfar organist). Benedikta kom i huset hos friherre Falkenberg et stykke uden for Helsingborg. Når hun havde fri, besøgte hun højst sandsynligt forældrene hjemme i Helsingborg og det var sikkert under et af disse besøg, at hun mødte Christian og blev forelsket.
I juli 1863 sagde Benedikta så pludselig sin ellers gode stilling op og rejste til København.
Hun var langt fra den eneste af sine landsmænd, der tog over sundet. Arbejdsløsheden og fattigdommen var stor især i det sydlige Sverige, og der var tusindvis af svenskere, der enten søgte sæsonarbejde i Danmark eller et mere permanent liv i det danske. Det forjættede Amerika stod oftest øverst på ønskelisten, men rejsen derover var dyr. Næstefter USA kom Tyskland som favorit destination for de mange svenske emigranter (Nordtyskland blev iøvrigt derfor kaldt “Fattigmands Amerika”). De, der ikke havde råd til hverken USA eller Tyskland, men fortsat ønskede at emigrere, valgte altså i stedet Danmark.
For Benedikta var det nu ikke drømmen om flere penge, der trak hende over sundet, men i stedet drømmen om et liv sammen med kæresten, der gjaldt.

Helsingborg i 1890’erne. Det var i denne by, vi må formode at Christian og Benedikta mødte hinanden første gang, og blev forelskede. Båden i forgrunden sejlede i rutefart mellem Helsingborg og København. Samme rute, som Christian og Benedikta tog.
Kilde: Flickr.com (The Library of Congress)

For i København ventede Christian. Han var, efter al sandsynlig, kommet til den danske hovedstad først på foråret samme år. Når jeg skriver al sandsynlighed, er det fordi der ikke findes nogen registreringer på det. Christian oplyste ganske simpelt ikke hvor hen, han rejste, da han forlod Helsingborg i marts samme 1863. Der er heller ingen registreringer om ham i emigrantdatabaserne. Det eneste, der findes, er en note (da han får tildelt dansk indfødsret mange år senere) om at han har opholdt sig i landet siden 1863.
Lige så snart, Benedikta ankom til København, blev hun installeret hos landsmanden og skomageren Egdahl i Adelgade. Han var kollega til Christian, og har sikkert indvilliget i at hjælpe det unge par. Han var også forlover, da parret bliver gift blot en måned senere i Skt. Pauls kirke.

Hvorfor blev de ikke gift hjemme i Sverige? Og hvorfor oplyste Christian ikke, hvor han rejste hen, da han forlod Helsingborg om foråret? Hvorfor findes kun hun og ikke han på listerne over svenske emigranter? Det er første gang, jeg støder på én, jeg ikke kan finde i emigrantdatabaserne. Og jeg har ellers efterhånden fuldt en hel del svenskere over sundet…
Alt tyder på at Christian ikke ønskede at efterlade sig nogen spor. Der var ikke noget med at de kommende svigerforældre skulle lugte lunten og nægte deres datter (i øvrigt deres eneste, voksne barn) at rejse til København. Spørgsmålet er, hvor meget de overhovedet vidste om datterens afrejse, før det var for sent.
Måske har de i virkeligheden slet ikke været imod forbindelsen. Men i så fald virker det unge pars handlinger lige lovligt dramatiske. Det ville selvfølgelig være rart med et brev eller andet, som endegyldigt kunne bevise, at ovennævnte var deres sande kærlighedshistorie. Men det findes, så vidt jeg ved, ikke. Det er i øvrigt tydeligt, at parret kendte hinanden allerede inden de mødtes i København. Lysningen af vielsen er nemlig foregået kun et par dage efter at Benedikta ankom til byen.
Med det, jeg har fundet, tyder det mest på at vi her har et vaskeægte eksemplar af et par, der simpelthen stak af til udlandet for at få hinanden!

Kort over København ca 1850, som byen – næsten – så ud da Christian og Benedikta flyttede dertil i 1863. Man begyndte at fylde voldene op i 1858, men ellers ligner kortet den by, det unge par bosatte sig i. Den gule prik viser, hvor Benedikta blev indlogeret, den blå hvor Christian boede i starten og den grønne, hvor de flyttede ind sammen.
Kilde: http://steinwart.dk

Levede de så lykkeligt til deres dages ende? Nej…
De første år gik nogenlunde. Christian havde taget arbejde som nådler (én, der syede sko), mens Benedikta passede det nu fælles hjem i Store Regnegade i indre by. Senere tog han job som skomager (hvilket han jo også var uddannet til), og enere hen igen blev han skomagermester. De fik også et par børn, dog var det kun den yngste, Gunhilda, der nåede voksenlivet.
I slutningen af 1880’erne tog de et plejebarn, Agnes Ida, til sig. Men nogenlunde samtidig, efter mere end 20 års samliv, begynder det at gå galt. I 1893 forlader Christian hjemmet. Hvor han rejser hen, vides ikke. Måske ikke længere end Frederiksberg, men i hvert fald frameldes han det københavnske politis registerblade.
Benedikta bliver boende i lejligheden sammen med plejedatteren. Gunhilda er allerede flyttet hjemmefra for at gifte sig med restauratøren Henrik. Nogle år senere er Benedikta pludselig registreret som enke. Jeg troede dermed, at Christian var død. Men nej, han dukker skam op igen!
Det har selvfølgelig set langt bedre ud at være enke, end at være forladt af sin mand. Der fandtes såmænd mange “enker” i København, hvis mand levede i bedste velgående i den anden ende af byen. Det gjaldt f.eks. også Agnes Ida’s biologiske forældre.
Benedikta klarer sig igennem de næste mange år. Hun var nødt til at flytte et par gange, men ellers ser det ud til at være gået fint.
I august 1912 dør svigersønnen pludseligt. Datteren Gunhilda står alene med børnene og hendes afdøde mands restaurant. Restauranten fører hun selv videre. Selvom de tre ældste børn allerede var voksne, har der været nok at se til, så Benedikta flytter ind for at give en hjælpende hånd med. Og hun er ikke den eneste. For samme efterår flytter også Christian, nu genopstået fra de “døde”, ind hos dem. Benedikta og Christian blev, efter 19 års adskillelse, forenet igen. Det er ikke til at vide om de genfandt kærligheden eller besluttede at gøre det for familiens skyld, men de levede i hvert fald under samme tag frem til deres død, fire år senere, da de begge, med ganske kort tids mellemrum, døde i 1916.

Johan og hans to Petronella’er

Dagens sidste svensker nøjedes med at forlade sit fødesogn frem for sit fødeland. Johan Ferdinand Johansson hed min 3*grandonkel. Han blev født en forårsdag i 1840 i Östra Kvarnaryd i Villstad sogn, var tredje barn ud af fire og lillebror til min tipoldemor Anna Sara. Hende og de to øvrige søskende havde jeg godt styr på, men Johan Ferdinands skæbne var stadig uklar. Alt, jeg vidste var, at han i 1858 forlod sit fædrene hjem og først dukker op igen i folketællingen fra 1890, hvor han da bor i sognet Snöstorp. Efter forrige weekends opslag via Arkiv Digital ved jeg heldigvis en hel del mere.

Johan Ferdinand tog arbejde på en af de større gårde i sognet. Senere blev han ansat på den lokale gæstgivergård, og efter et par år dér, forlod han sognet. Nu startede der en sand sporjagt! Johan Ferdinand drog nemlig fra det ene sogn til det andet mindst en gang om året. Findes der et sogn i Halland, har han boet der. Eller tæt på. Efter en masse omflakken fra sogn til sogn og gård til gård, fik han endelig mere permanent ophold i Snöstorp sogn. Her mødte han Petronella Johansdotter. Skæbnen ville det at Petronella blev gravid, og Johan Ferdinand gjorde, som de fleste mænd af ære ville gøre, og giftede sig med hende. Han har nu ikke haft synderlig travlt, for brylluppet stod blot to en halv uge før, barnet blev født. Enten har deres førstefødte været født alt for tidligt, eller også har Petronella været forholdsvis langt henne. For at sige det mildt.
Under alle omstændigheder havde Johan fundet dem et godt hjem, en gård i Snöstorp by, hvor familien nu bosatte sig. De følgende år blev det til endnu to børn (og måske flere, jeg må indrømme at jeg indtil videre kun har tjekket husförhörene).
Efter tyve års ægteskab dør Petronella desværre af sygdom.

Den smukke kirke i Snöstorp, hvor Johan Ferdinand blev gift to gange, fik sine børn døbt og senere hen blev begravet fra.
Kilde: commons.wikimedia.org

De yngste børn var endnu små, og som mange fornuftige mand på den tid, giftede Johan Ferdinand sig igen. En kone hørte sig til, for hvem skulle ellers tage sig af de små samt husholdningen, mens han selv sled i marken? Johans nye hustru var endnu en lokal pige – døbt Erika Petronella Johansdotter, tja, men kaldt Petronella. Det gjorde det uden tvivl noget nemmere for Johan Ferdinand at hun bar samme navn som den første kone. Der var i hvert fald ikke noget med at komme til at kalde hustru nummer to ved den første hustrus navn, og dermed rode sig ud i skænderier eller andet skidt!
Den nye Petronella var i øvrigt selv enke og medbragte en datter, som var på alder med Johan Ferdinands mellemste.
Johan Ferdinand og hans nye hustru fortsatte med at drive gården i Snöstorp. Deres sammenbragte børnefolk voksede op og drog alle hjemmefra. De forlod ikke blot sognet, men landet, og drog mod Amerika. Noget tyder på at de alle var hjemme og vende mindst én gang i Sverige. Jeg har adskillige svenske slægtninge, der emigrerede. En dag må jeg lede mere efter dem, det kunne være spændende at se, hvor de endte med at bosætte sig.
Ægteparret selv blev i Snöstorp til deres død. Johan Ferdinand døde i 1912, Petronella først i 1931.

Der er anvendt adskillige kilder til at finde ovennævnte historier.
Jeg lagde naturligvis ud med de informationer, jeg allerede havde, fandt nye i Arkiv Digital og brugte så de efterfølgende dage på at bygge videre på personernes historie med alle de nye oplysninger, jeg havde fået og nu yderligere kunne finde i diverse online arkiver.
Interesseret i at vide, hvilke arkiver jeg brugte og hvordan jeg bar mig ad med at finde så mange oplysninger? Så læs del 2 af Slægtsforskningens dag i Sverige, hvor jeg har dedikeret et helt afsnit til kilder/online arkiver.

by