Jeg ville ønske at jeg havde interesseret mig for familiens historie allerede som barn. Så havde jeg spurgt min farfar, hvordan hans mor var. For er der nogen, jeg forestiller mig at jeg ligner blandt anerne, er det min svenske oldemor Josefina. Så jeg ville virkelig ønske, at jeg vidste endnu mere om hende.

Det jeg ved, tegner nu alligevel et fint billede af hende. Nemlig billedet af en kvinde, der ikke var bange for at rejse til udlandet, måske havde en vis udlængsel siden hun gjorde det flere gange, muligvis havde en forkærlighed for herregårde, og ellers holdt af at omgive sig med familie og møde nye mennesker. På billederne smiler hun altid (også til trods for at man ellers skulle se alvorlig ud på billeder dengang) og virker i det hele taget som et varmt, åbent, socialt og livsglad menneske. Mens jeg kan leve op til flere af de første ting, håber jeg også at folk oplever mig som det sidste…

Josefina ca 1926, da hun var 54 år gammel.
Kilde: I familiens eje

Josefina blev født i Kvibille nær Halmstad i Halland, Sverige, den 3. februar 1872. Hun havde to ældre søstre, en lillesøster og to yngre brødre. Familien var ligesom mange andre svenske bondefamilier meget fattig, og ligesom mange andre svenskere, søgte hun til Danmark, hvor der efter sigende skulle være flere jobs og penge at tjene. Mange af dem var sæsonarbejdere, der tog hjem igen om vinteren, men Josefina og hendes søskende fandt arbejde, hvor de blev i Danmark flere år ad gangen. Storesøsteren Malin Kirstina fandt endda en dansk mand, stiftede familie og blev i Danmark resten af sit liv. De øvrige søskende endte alle deres dage i Sverige, mens Josefina, egenrådig som hun har været, gjorde noget helt tredje. Hun emigrerede nemlig igen – til et helt tredje land.

15 år gammel, kort tid efter sin konfirmation, forlod Josefina barndomshjemmet for at tjene i byen Halmstad. Højst sandsynligt har hun været i nærheden af søsteren Malin Kirstina, som dog snart forlod Halmstad og det svenske for at rejse til Danmark og tjene i Avedøre. Måske er det også Malin, der har inspireret Josefina og deres søster Adolfina til at rejse samme vej over Øresund året efter. Ingen af de tre søstre opholdt sig samme sted til at starte med; Malin Kirstina var fortsat i Avedøre, den to år yngre Adolfina i Tåstrup og til sidst Josefina, som blev tjenestepige i Herstedvester.
Herstedvester har nu ikke været særlig spændende, for efter få måneder rejser Josefina videre til Falling sogn i Jylland, hvor hun tjente på herregården Aakær. Herregården ejedes på det tidspunkt af Christian Peter Sigvard Busky-Neergaard, og jeg håber sådan at han havde besøg af sin hustrus bror Adolph Wilhelm Dinesen og dennes familie. Så har min oldemor nemlig set en lille pige ved navn Karen Dinesen lege i haven. Den lille Karen skulle senere blive kendt som Karen Blixen.
Josefina har fået smag for livet ved herregårdene, for få år senere, nu 18 år gammel i 1890, har hun fået tjeneste på herregården Hanstedgård i Hanved sogn, nær Horsens. Her var hun malkepige og tjente hos forpagteren Theodor Harries.

Hanstedgård, hvor Josefina tjente som mejeripige.
Kilde: da.wikipedia.org

Herefter taber jeg sporet af Josefina i nogle år, inden hun i 1894 dukker op igen i Lyngby. Her har storesøster Malin Kirstina bosat sig sammen med sin danske mand og deres søn, og her flytter Josefina ind. Hun kommer på dét tidspunkt fra Slesvig i Tyskland (!). Altså har hun været rejst et betydeligt stykke sydpå, endnu engang et bevis på at hun ikke var bange for at prøve noget nyt af. Også søsteren Adolfina er nu i Lyngby. Mens Josefina har været en tur rundt på herregårdene og et smut i det tyske, har de to ældre søstre nemlig for længst gjort hinanden følgeskab, og har fulgtes fra Avedøre videre til Lyngby. Også broren Johan Anders har været i Lyngby og arbejdet tæt på søstrenes bopæl, men er nu vendt tilbage til Sverige.
Endnu engang ‘taber’ jeg Josefina. Næste gang jeg finder hende er hun igen i Tyskland, nærmere betegnet i Flensburg. Her bliver hun nemlig gift, den 23. november 1901, med Jes Heinrich Jürgensen, min tyske oldefar. Sammen får de tre børn, Sigrid, Hildur og Marius. Jes er i øvrigt enkemand, og har en søn fra sit første ægteskab, Peter.

Efter nogle år i Flensburg, flytter familien til Bockholm, et skønt sted ved vandet øst for Glücksburg. Her køber de et hus med en have og nyder livet, sikkert især når der er besøg fra børn og børnebørn. Datteren Sigrid gifter sig med en tysker, mens Hildur, Marius og Peter alle flytter nord for grænsen, og både Hildur og Marius stifter familie dér. Peter arbejdede i øvrigt på herregården Rathlousdal i mange år, blot få kilometer fra Åkær, hvor hans stedmor Josefina selv var tjenestepige.
Josefina vendte aldrig tilbage til Danmark og Sverige, i hvert fald kun for at besøge familien. Hun og Jes fik 38 års ægteskab inden hun, desværre, efter lang tids sygdom døde den 19. januar 1939 i hjemmet i Bockholm. Notitsen om hendes begravelse viser alt om, hvor højt elsket hun var af sine nærmeste.

Dødsannoncen fra tysk avis.
Kilde: Udklip fra familiens gemmer

Selv tog jeg som 19 årig om på den anden side af jordkloden. Og har sidenhen rejst udenlands for at arbejde eller studere flere gange. Josefina rejste også flere gange, og hun var ikke bange for at tage af sted på egen hånd, ligesom jeg gjorde.
Hun tog arbejde på herregårde, selvom det betød at hun rejste endnu længere væk. Selv er jeg fascineret af de gamle herregårde og livet på dem. Selvom jeg, muligvis ligesom min oldemor, ville have syntes bedre om livet upstairs end downstairs.
Oldemor Josefina endte sine dage i et andet land – det troede jeg selv, jeg skulle gøre, indtil jeg mødte min mand. Men vi har stadig mere til fælles, for begge slog vi os ned i skønne, små byer ved vandet. Og begge med mænd med masser af dansk-tysk blod i årene (min mand stammer selv fra en blandet dansk-tysk familie).
Ingen af mine nulevende slægtninge har mødt oldemor Josefina. Jeg tror nu, vi alle ville kunne li’ hende. Og jeg tror, at hun ville være glad og stolt over at høre, at hun fik mindst et oldebarn, der også fik set sig godt omkring, inden hun slog sig ned. Muligvis ville hun også more sig over at selvsamme oldebarn fik et meget blødt punkt for området ved Glücksburg, hvor hun selv endte sit alt for korte, men spændende liv.

Oldemor Josefina er den ane, der fik mig til at interessere mig for min familiehistorie. Hun er den ane, jeg holder allermest af og den, jeg altid vil ønske, jeg havde mødt mens hun stadig var i live. Når jeg nu ikke selv fik den chance, kan jeg i det mindste sørge for at hendes historie lever videre, og tjener som inspiration til kommende generationer…

by