Jeg lagde ud med Det Danske Konsulats liste over indbyggerne på øerne 1650-1825. Der måtte der være en god chance for at finde i hvert fald en del af de fem mænd og deres eventuelle familier. Der er ikke tale om en komplet liste over alle indbyggere, men en liste over personer, der har været nævnt i offentlige dokumenter samt bøger og avisartikler om Dansk Vestindien.
Jeg fandt kun en person, der kunne være nogle af de fem mænd, jeg ledte efter. Nemlig “Raahauge D. born Lolland citizen 2.4.1796 dealer” som kan være Karl Diderich Clausen Raahauge. I så fald var han dealer, dvs. værdipapirshandlende. Jeg blev lidt lettet – er der noget, jeg ikke ønsker at finde ud af om vores slægtninge på øerne, er det at de skulle være involverede i slavehandlen.
Karl Diderich Clausen Raahauge 1765-1814
Karl Diderich rejste til øerne i 1780’erne (i hvert fald er han ikke at finde i folketællingen 1787 eller lægdsrullerne, og det tyder på at han har forladt Danmark senest 1787). De danske myndigheder havde i mange år forsøgt at lokke danske emigranter til øerne. Især unge mænd, som kunne tage fat og opdyrke jorden. Mange var nu afskrækkede af den lange og farefulde rejse. Men Karl lader til at have fundet det spændende og rejsen værd. Det var så umiddelbart ikke som landmand, han slog sig ned, da han bosatte sig på St. Croix.
St. Croix lå et godt stykke fra de to øvrige øer og var mere international; St. Thomas og St. Jan var de to første øer, den danske stat erhvervede sig, mens St. Croix først kom til noget senere. Hvor man på de to første øer i første omgang havde besluttet at der kun skulle bo danskere, var det mere frit på St. Croix, og der var, derfor også, religionsfrihed. På denne ø slog folk sig ned fra flere forskellige lande og af forskellige religioner. Selvom man boede i hvert sit område på øen og tilhørte hver sin religion, var her et skønt mix af danskere, englændere, hollændere, franskmænd, jøder, spaniere og afrikanske slaver. Det har været pænt eksotisk for den unge Karl at ankomme hertil!
Karl Diderich slog sig ned i byen Frederikssted, der ligger helt ude vestpå. Jeg har jo en formodning om at han blev borger i 1796 og at han arbejdede med salg af værdipapirer. Der findes en række kilder om håndværk og serviceerhverv, men det er ikke lykkedes mig at finde Karl der.
Til gengæld ved jeg at han fik en række børn. Når man skal bruge kirkebøgerne på De Vestindiske Øer, skal man være opmærksom på, at når der nu var forskellige religioner, så var der også forskellige menigheder. Danskerne tilhørte typisk den evangeliske menighed, men det er klart at giftede de sig med folk af en anden religion, så bør man også kirke på kirkebøgerne fra den menighed, de nu tilhørte.
Fort Frederik ved Frederiksted, St. Croix, som Frederiksted by er bygget op omkring. Det var i denne by, Raahauge og hans familie boede.
Kilde: Foto af Matt H. Wade fra https://commons.wikimedia.org/
Karls Diderichs børn har jeg fundet i de lutheransk-evnageliske kirkebøger. Umiddelbart har jeg ikke fundet hans vielse med hustruen Marie Elisabeth, men det kan der være et par forklaringer på. Dels mangler der et par år i kirkebøger, dels var det ikke altid, man giftede sig når der var tale om et forhold af såkaldt blandet race. Marie Elisabeth var nemlig såkaldt mustice; datter af en dansk mand og en frigiven slave, der selv var mulat. At have et forhold til en sort kvinde, mulat eller mustice var ikke usædvanligt; der var langt flere hvide mænd end hvide kvinder på øerne, og selvom en mand var gift, blev hustruen ofte hjemme i Danmark sammen med børnene. At det så var ikke var velanset i de højere kredse – plantageejere og folk indenfor højere, offentlige embeder – at være af “mixet race” var en helt anden sag. Karl, eller Diderich som han lader til at være blevet kaldt til hverdag, tilhørte nu den almindelige borgerklasse.
Karl og Marie Elisabeth fik fem børn. I hvert fald er det dem, jeg kunne finde frem til i kirkebøger og folketællinger. Fadderne var en blanding af frigivne slaver og folk med dansk-, hollandsk- og engelskklingende navne. Karl dør allerede i juni 1814, da børnene stadig er små. Det lader nu til at den efterladte familie har klaret sig fint. Jeg har fundet flere af børnene som voksne, fortsat i Frederikssted, hvor et par af dem bliver gift, stifter familie og tjener nok til at ansætte et par tjenestefolk.
Så sent som ved den amerikanske folketælling i 1930 boede der stadig efterkommere på øen.
Hans Zacharias West Nielsen 1779-1805
Det var i øvrigt Karls nevø, Hans Zacharias West Nielsen, som døde på øerne i 1805.
Hans havde klaret sig glimrende hjemme i Danmark og var blevet udnævnt til sekundær løjtnant flåden i 1803. Nu var han en af de soldater, der blev sendt til De Dansk Vestindiske Øer for at forsvare øerne mod englændere, slaver og andre, der vovede at angribe de danske kolonier i Vestindien.
50 år forinden havde den hvide befolkning på øerne bedt om at få nogle krigsskibe tilsendt. Der var efterhånden langt flere slaver end hvide på øerne, og man frygtede hvad det skulle ende med, hvis de gik til angreb på den hvide befolkning. Samtidig var der stigende kaperaktivitet – mange af kolonimagterne havde kaperskibe i området, skibe, der i øvrigt også senere blev anvendt under krigsførelse.
I 1779 blev de første flådeskibe sendt til De Vestindiske Øer. Tre i alt. De første mange år var der forholdsvis stille omkring de danske øer i Vestindien. Jeg har læst mig frem til at kun ét skib sejlede frem og tilbage mellem Danmark og øerne i disse år, men den lange rejse taget i betragtning, er det måske heller ikke så mærkeligt. Fra de danske øer fragtede man naturligvis primært raffineret sukker, men også bomuld og andre lækre sager.
Der findes flere kilder om flåden og militæret på øerne. Stamruller, regnskabsbøger, lister over flådeskibene og meget mere. Samt en hel del materiale fra starten af 1800-tallet, under Napoleonskrigene. Jeg har altid troet at Slagen på Reden var englændernes første angreb på Danmark. Men i dag lærte jeg at det første engelske angreb såmænd fandt sted på St. Croix. Og de nøjedes ikke med at angribe; af hele to omgange var de danske øer besat af de engelske tropper. Lokalbefolkningen har taget det meget roligt. Man var selvfølgelig også allerede et samfund af danske såvel engelske som en hel del andre.
Der var nu stadig brug for øget militær indsats på øerne, for at beskytte sig mod yderligere angreb. Godt nok havde man sluttet fred i Europa, men nu rørte kolonierne i Sydamerika samt de spanske kolonier i det Caribiske øhav på sig, der var revolutioner, kolonierne kæmpede mod spanierne, og kanonerne bragede løs. En del spanske kolonister søgte tilflugt og ca. 500 af dem slog sig ned på de danske øer, men blev undervejs forfulgt af Simon Bolivar, den venezuelanske frihedskæmper der endte med at befri det meste af Sydamerika.
De næste mange år sejlede flere krigsskibe til de danske øer for at lægge til og beskytte de danske interesser. Der var masser af aktivitet; oprør både blandt slaverne på de danske øer, oprør af forskellige slags på naboøerne og fortsat kaperaktivitet gjorde det yderst aktuelt altid at have danske krigsskibe liggende.
Mange danske søfolk blev udstationeret på øerne. Det har selvfølgelig været eksotisk at komme frem, opleve tropevarmen, det anderledes landskab med palmer, hvide strande, bjerge og frodige marker, den eksotiske sammensætning af nationaliteter, nye smage og nye dufte. De fleste indtryk blev nu nok indtaget fra dækket; selvom skibene lagde til 2-3 måneder ad gangen, var det kun sjældent at de menige kom i land. Resten af tiden blev der arbejdet hårdt og øvet på skibene.
Turen var stadig farefuld og af kirkebøgerne fremgår det at mange matroser døde, enten pga. tropesygdomme, de voldsomme vejrforhold (orkaner mv.), en fejlslagen kanonkugle (!), et fald fra en mast mv.
Hans var altså en af dem. Som officer var han også en af dem, der kom i land, blev indbudt til bal på plantagerne og hos de højstående embedsmænd. Han har højst sandsynligt kun opholdt sig på øerne i et par år, og det er ikke lykkedes mig at finde nogle efterkommere. Det tyder derfor ikke på at han blev gift eller efterlod sig børn på øerne.
Udsnit af de døde og begravne på St Croix i 1806. Søfolkene fylder godt.
Kilde: Kirkebog for Den Evangeliske Menighed på Sankt Croix: Enesteministerialbog for evangelisk menighed på Skt. Croix (1740 – 1860)
Jens Christian Lauridsen Bang 1779-?
Samme år som det første flådeskib sendtes til De Vestindiske Øer, blev Jens Christian Lauridsen Bang født hjemme i Danmark. Hans far var ejer af en herregård, ikke en af de helt store, men stor nok til at familien sad godt i det. Brødrene blev selv gårdejere eller købmænd, og søstrene gift ind i gode familier.
Jens Christian selv rejste – som man kan gætte – til De Vestindiske Øer. Han var uddannet styrmand, i hvert fald er han i en tantes skifte fra 1806 nævnt som styrmand på St. Croix. Men jeg har ikke fundet ham i nogle af registrene over styrmænd.
Jeg har heller ikke fundet ham på øerne. Alt, hvad jeg kunne komme i tanke om er trevlet igennem; kirkebøger, folketællinger, skifter, mandtalslister… Jeg har ledt under både Bang og Lauridsen. Men uden held.
Intet tyder på at han vendte hjem til Danmark igen. Jeg har i hvert fald ikke fundet ham i de danske folketællinger. Det er, som om han er forsvundet ud i den blå luft. Nu har jeg også givet mig selv en tidsgrænse, og indrømmet, ingen af kilderne er tjekket to gange, så hvem ved, måske gemmer han sig stadig et sted i kirkebøgerne? En idé vil også være, når jeg har bedre tid, at tjekke skifterne ud efter hans søskende. Måske er der nogle spor dér.
Hvad lavede en styrmand på De Vestindiske Øer? Der var naturligvis en del sejlads med sukker og enkelte andre luksus varer hjem til Danmark. Ikke lige i 1806, under Napoleonskrigene, men før og senere, da krigene var slut. Der må også ha’ været sejlads øerne imellem. Og så var der skibene, der sejlede mellem Guldkysten og De Vestindiske Øer, nemlig slaveskibene… Slavehandlen blev forbudt med virkning fra 1803, så det har heldigvis nok været yderst begrænset hvis overhovedet muligt at Jens Christian deltog i det. Men der var stadig handel med slaverne internt mellem de tre øer frem til 1848. Jeg håber virkelig ikke, at det var den slags sejlads, han var involveret i.
Der var selvfølgelig også handel med de øvrige kolonier. Kan Jens Christian have deltaget i det, og i sidste ende slået sig ned et helt nyt sted? Guldkysten, måske? Puerto Rico var den nærmeste øgruppe, men der var også en række øvrige kolonier – og selvstændige lande efter revolutionen mod de spanske og portugisiske styrer efter Napoleonskrigene. Det kunne derfor også være et bud.
Skifterne efter hans søskende er nok mit bedste bud på at finde ud af, hvad der blev hans videre skæbne.
Butlers Bay på den nordvestlige side af St. Croix med et sejlskib i baggrunden. Ca. 1830
Kilde: https://commons.wikimedia.org
Lauritz Christian Hansen 1860-1905
En anden af de fem mænd, jeg leder efter, var også sømand. Nemlig Lauritz Christian Hansen. Nu springer vi en del år frem i tiden, for Lauritz blev først født i 1860. Lauritz var fyrbøder og sejlede til øerne i flere omgange.
Efter de slesvigske krige sejlede der kun skibe frem og tilbage mellem øerne og Danmark ca. hvert halvandet år. Fra Politiets Registerblade ved jeg at Hans med ganske korte mellemrum rejste frem og tilbage mellem øerne og København. Det tyder altså på at han har været fast fyrbøder på det skib, der nu sejlede i den periode.
Lauritz døde i København som ugift. Men, kunne det tænkes at han nåede at stifte familie på øerne?
Måske. Han kom i søværnet i en alder af 25 og selv efter sin afskedigelse fortsatte han med at sejle til De Vestindiske Øer. Nu kom den menige sømand – eller fyrbøder – ikke i land så ofte. Men det var stadig værd at undersøge, om han måske skulle ha’ fået børn, eller det simpelthen var bare var de eksotiske øer i sig selv, der blev ved at trække i ham. Jeg tjekkede de søgbare folketællinger ud, og dér fandtes der en række børn født i forskellige årstal, med navnet Hansen, som umiddelbart ikke boede sammen med deres forældre. Men ak, efter at have pløjet kirkebøgerne igennem mangler jeg stadig at finde seks af dem. Så om de er børn af Lauritz er ikke til at vide. Det var i øvrigt ganske normalt, at selvom forældrene ikke var gift, så fik børnene deres fars efternavn.
Som ved Jens Christian, skal kirkebøgerne ved lejlighed gennemgås igen. Om ikke andet så for at fastslå, at der ikke umiddelbart er efterkommere efter Lauritz på øerne.
Christoph Petersen ca. 1765-1803
Efter en handlende og tre sømænd er tiden nu kommet til den mand, der for alvor sparkede nysgerrigheden for slægtsforskning på De Vestindiske Øer i gang. Christoph Petersen (også kaldet Christopher et enkelt sted i en tysk kirkebog), der blev født som slave på øerne, taget med til Danmark af sin ejer Schimmelmann, foræret til dennes datter og endte sit liv i Schleswig.
Han blev aldrig frigivet, men levede i det tyske i det mindste et liv, der var mere tåleligt end det hårde og ofte nådesløse liv på plantagerne. Men hvem var hans familie? Og kan man overhovedet finde en slaves oprindelse. Svaret er ja, det er muligt. Jeg har set andre gøre det, og kilderne er der.
Jeg vidste at Christoph tilhørte Heinrich Carl Schimmelmann, Danmarks største og rigeste plantageejer. En mand med så stor indflydelse at kongen lyttede til ham, betragtede ham som sin rådgiver og gav ham særlige privilegier i København. Schimmelmann importerede mange slaver til Vestindien, og tog også en del af disse med sig til Danmark, hvor de lærte at læse, skrive og regne og blev ansat som husslaver, enten hos ham selv, eller hos hans børn. Han efterlader sig et temmelig blakket rygte i dag. Hans modstandere dengang mente han udnyttede sine forbindelser til kongen og statskassen (det er dog aldrig bevist at han ligefrem stjal af den, kun at han ‘sørgede’ for at staten købte hans produkter), i dag ser vi mindst lige så meget ned på ham fordi han bidrog til at udnytte afrikanerne som slaver i så stor stil, som han gjorde.
Men det er værd at bide mærke i, at Christoph faktisk opkaldte sin ene søn efter ham. Han må ha’ været yderst taknemmelig for dét, der blev hans egen skæbne og ville vise det på denne måde.
Og selvom Schimmelmann bestemt ikke var imod slaveri – tværtimod – arbejdede han meget for at forbedre deres vilkår, bl.a. på de lange transporter fra Afrika til øerne.
Jeg forsvarer ham ikke. Det kan man umuligt. Men der var også en mere human side af ham som plantageejer, og den er værd at tage med sig.
Om Christoph vides det at han blev født ca. 1765. Det var helt sikkert ikke med navnet Christoph Petersen – vi kan vist hurtigt blive enige om at det lyder langt mere dansk end afrikansk. Så mon ikke han blev døbt et sted; senere blev han viet i den luthersk-evangelske kirke, så han må ha’ trådt ind i den kristne tro på et tidspunkt. Mange slaver dyrkede afrikanske religioner, men med tidens løb lod mange af dem sig også døbe i den kristne tro. Christoph – eller hans familie – lader til at være en af dem.
Jeg ved kun at han blev født ca. 1765 og på en af Schimmelmanns plantager på St. Croix, La Grange og La Grande Princesse. Kirkebøgerne fra St. Croix i den periode er ret vanskelige at tyde. Men så er der heldigvis andre kilder. Rigsarkivet har listet en række arkiver op, hvor man kan søge på slaverne og deres forhold.
Christoph Petersen.
Mine børn og mands ane, der virkelig sparkede interessen for slægtsforskning på De Dansk Vestindiske Øer i gang.
Kilde: http://www.apt-holtenau.de/holtenau-info/history/knoop.htm
Selv havde jeg intet held. Godt nok findes der lister over slaverne. Men i de lister er slaverne kun nævnt ved fornavn. Navnet Christoph/Christopher står nævnt under begge plantager, men først efter at “min” Christoph forlod øen (hvilket højst sandsynligt skete et sted mellem 1776 og 1782, måske lidt tidligere; Schimmelmanns datter blev gift i Tyskland i 1776 og selv døde Schimmelmann i 1782).
I folketællingerne fra 1835 og frem er der flere Petersen, også sorte, som boede eller havde boet på Schimmelmanns plantager. Men det er selvfølgelig ingen garanti for at de var i familie med Christoph.
Jeg har nu ikke mistet alt håb. Kirkebøgerne fra Rendsburg-området, hvor Christoph stiftede familie, uploades stadig til Archion, og en dag kommer de relevante kirkebøger, der måske kan fortælle lidt mere om ham også online. Måske kan DNA-test også lede til nye slægtninge. Og så findes der også en række bøger om Schimmelmann samt om sortes vilkår i Tyskland gennem tiderne. Hvem ved, om de gemmer på nye oplysninger? I hvert fald glæder jeg mig til at bibliotekerne snart åbner op igen. Bøgerne er såmænd allerede bestilt.
At jeg ikke fandt slaven i sviger-slægten i kilderne fra De Vestindiske Øer på øerne, er ikke ensbetydende med at andre ikke kan finde deres. Kirkebøgerne fra diverse religioner er et godt sted at starte. Ved du hvornår din slægtning døde eller blev født, er der gode muligheder (så længe den kirkebog altså er læsbar. Men det er de fleste, jeg var bare uheldig lige med de år, Christoph formodes at være født og døbt i). Der er også skifter, der indeholder oplysninger om de nærmeste slægtninge og igen kan lede videre. Folketællingerne oplyser fødested – nogle gange er det plantagen, der er nævnt, andre gange øen eller landet. Jeg er faldet over eksotiske steder som Anguilla, Tortola og Afrika. Ved Afrika er et godt bud Guldkysten (i dag en del af Ghana), og selvom jeg endnu ikke ved noget om slægtsforskning fra nogle af disse eksotiske steder, så findes i hvert fald et par hjemmesider med nogle fantastiske databaser omhandlende slavernes oprindelige fødested, der måske kan hjælpe dig videre. Databaserne bliver selvfølgelig nævnt nederst i indlægget, hvor jeg har samlet en række gode links.
Derudover er der fribreve for de, der blev frigivet, samt hospitalslister over patienter, der også inkluderer slaver.
Befolkningstal på De Dansk Vestindiske Øer i 1700-tallet.
Kilde: Generaltoldkammeret, Vestindisk-Guineisk Renteskriverkontor: Befolkningen på de dansk vestindiske øer, Negervæsen (1755 – 1840) på sa.dk
Beboerne på plantagerne udgjorde i øvrigt langt størstedelen af de tre øers befolkning. Og kun på to af øerne, nemlig St. Croix og St. Thomas, blev der anlagt egentlige byer; på St. Croix Frederikssted og Christianssted, og på St. Thomas Charlotte Amalie. Sidstnævnte var hovedstad på de tre øer og på et tidspunkt så folkerig, at det var den andenstørste by i det danske rige. Næstefter København, naturligvis. Charlotte Amalie var i øvrigt frihavn, hvilket tiltrak skibe fra hele Nord- og Sydamerika. Også her blev der indført religionsfrihed.
Så nok var øerne danske, men det var et virkelig internationalt samfund.
Et yderst “mikset” samfund på flere områder.
For når jeg læser indlæggene, og især dette, søndagens igennem, er det tydeligt at det også handler meget om race, hudfarve og ens rang i samfundet. Det var meget mere klasseopdelt, end vi med nutidens øjne nok bryder os om. Det kommer selvfølgelig ikke som den vilde overraskelse når man kender samfundshistorien (og herhjemme, i Danmark, var der trods alt også forskellige rangklasser), men selv kendte jeg ikke til de forskellige “grader” af hvid og sort og mixet mellem dem. Selv efter fire generationer som frie slaver og med blanding af sort og hvid, kunne man se ned på vedkommende fordi der var sort blod i årene. Skræmmende.
Jeg er som nævnt slet ikke færdig med slægtsforskning på De Dansk Vestindiske Øer. Jeg vil både forsøge at finde den videre skæbne for alle de slægtninge, der blev på øerne. Men jeg skal helt sikkert også grave meget mere i øernes historie, og den forskellige sammensætning af etniciteter samt deres forhold til hinanden.
Kilder og øvrige, gode links
Der er mange kilder, at kaste sig over når man forsker i slægt på De Vestindiske Øer. Man kan naturligvis altid starte med de klassiske kilder som kirkebøgerne og folketællingerne, men det er helt sikkert også værd at kigge på de øvrige! Vær i øvrigt forberedt på at selvom de fleste kilder er på dansk, er en del af dem på engelsk eller fransk.
Et godt råd er at læse Rigsarkivets intro om slægtsforskning på øerne igennem. Jeg håber også at du har fundet indlæggene her nyttige, og er blevet inspireret til at lede efter dine eventuelt egne slægtninge på De Vestindiske Øer. Når man først er kommet i gang, er det virkelig spændende – og meget svært at give slip på.
Det meste af søndagen blev brugt på at lede i kilderne. Teksten her er skrevet og redigeret over flere dage. Undervejs har jeg også samlet en række gode links, som kan tjene andre, der har fået lyst til at kaste sig over slægtsforskning på de tidligere Dansk-Vestindiske Øer:
DIS kort over de forskellige distrikter på øerne
Rigsarkivets intro til kilderne fra Dansk Vestindien
Amerikansk blog om slægtsforskning på De Vestindiske Øer
Omfattende database for slavehandlen. Her kan du finde både slaver og slaveskibe
Tracing African Roots En hjemmeside med spændende informationer om slaverne og databaser om slavernes rejse.
Til sidst kilderne, der har været brugt til dette indlæg:
Rigsarkivets samling af kilder fra Dansk Vestindien
Om militærets historie på De Vestindiske Øer
Om Dansk Vestindien i kolonitiden – om byerne, plantagerne, samfundsforhold mv.
Det danske konsulat på De Vestindiske Øers side, der bl.a. indeholder en database med historiske begravelsessteder på øerne samt en database over indbyggere på øerne 1650-1825
Wikipedia om Dansk Vestindien
Danish Family Searchs søgbare folketællinger
Flåden og Dansk Vestindien
Om Schimmelmans import af slaver til Danmark
Da Danmark var en slavenation
Om den danske slavehandel
by 
