Det er så svært at give slip på Otto, min oldemors uægte søn!
Første gang, jeg skrev om ham, var da han under en søgen efter helt andre slægtninge, pludselig dukkede op i kirkebogen. Det var temmelig uventet, for hverken min far – som altså er hans nevø – eller andre i familien lader til at have kendt til ham. Senere hen har jeg forsøgt at finde ud af, hvad der skete med ham i Detektiven kalder #2.1 og Detektiven kalder #2.2. For han må jo findes et sted. Nogle ville nok mene at det var ved at blive en besættelse for mig at finde ham, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Men jeg giver ikke op – jeg hader at give op.
Og nu er der nyt…!

I de tidligere afsnit har jeg skrevet om hvordan, jeg ville følge nye veje. Men desværre kunne de efterkommere, jeg fandt efter hans mors søskende, ikke hjælpe. Ligesom det heller ikke lykkedes det hverken at finde ham i pleje hos en nordsjællandsk familie, hvor min oldemor ellers også havde relationer til. Og selvom mange venlige og dygtige mennesker har forsøgt at hjælpe mig i diverse forums, er det heller ikke lykkedes os at komme nærmere, hvor Otto befandt sig i sin barn- og ungdom.
Én vej mere forsøgte jeg at følge. Og det var den, min oldemor bogstavelig talt selv tog, efter at hun fik Otto.
Med digitaliseringen af de sønderjyske melderegistre, fik jeg nyt blod på tanden. Jeg har endnu ikke fundet ham dér, men, hans mor, min oldemor Josefina, fandt jeg jo i 1901 registreret uden børn. Og jeg ved nu, at han havde en halvsøster som voksede op hos en anden familie i Flensburg. Kunne samme skæbne måske alligevel, til trods for alt det svenske, være tilfaldet Otto?

Jeg tog fast i det første spor efter ham i USA igen. En venlig med-slægtsforsker har nemlig tidligere skrevet, at Otto vistnok også var registreret som født i Stettin. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men bladrede nu i crew-listerne på Ancestry, og dér fandt jeg en ung tysker, der sejlede med samme skib og stod af samme sted og samme dato som Otto, nemlig i Norfolk, Virginia. Han var født i Stettin, og begge skulle bo hos en vis Hannah Nielsen i Norfolk. Otto beskrev hende som en ‘ven’. Måske har hun mere optrådt som én, der lejede værelser ud til sømænd. Men kunne kollegaen fra Stettin så betyde noget? Måske. Noget tyder på at Otto nemmere dannede venskaber med tyskere end med skandinavere. Og så var der måske alligevel noget om et tilhørsforhold til Tyskland.
Jeg gennemlæste alle oplysninger omkring Ottos ankomst til Norfolk i 1923 igen for kun guderne ved hvilken gang. Blot i tilfælde af at jeg havde overset noget. “Sidste faste opholdssted” var Halmstad. Og “nærmeste slægtning eller ven” var den mystiske J Hendrik Bengtson på ‘Ferridscotta 13′ i Halmstad. Det kan kun være Fredsgatan 13. Jeg kiggede på adressens beboere omkring 1923. Ingen med navnet J Hendrik Bengtson eller bare noget, der lignede. Men det vidste jeg jo godt fra tidligere. Hans moster og onkel boede der. Og en del andre ganske interessante personer, som jeg godt kunne fristes til at efterforske yderligere. Om ikke andet så fordi jeg fornemmer at de gemmer på nogle spændende historier! Havde Otto boet hos nogle af dem? Jeg pløjede til- og afgangslisterne for Halmstad igennem igen – igen-igen. Men ingen Otto der passede på min Otto.
Tilbage til crew-listen for dét skib, Otto ankom med i 1923, bladrede jeg bagud i papirere for skibet Herakles. Der stod at Otto stod på skibet i Hamburg den 5. august 1922. Det havde jeg også tidligere set. Men vent… Da jeg bladrede tilbage, så jeg at skibet også lagde til i november 1922. Så måtte Otto jo ha’ været med dér?! Jeg tjekkede listen, og fandt en “A. Bengston” der stod på skibet den 2. juli 1922 i Bremen. Han var godt nok født ca 1893, men der var ingen anden Bengtson på listen… Jeg bladrede længere tilbage, og fandt ud af, at skibet også lagde til i Norfolk sidst på sommeren. Og her stod der søreme Otto Bengtson, 29 år, der stod på skibet den 2. juli 1922.
En aldersforskel er set før. Og selvfølgelig ved jeg alligevel bedre, end at springe til forhastede konklusioner bare fordi der er en, der kunne være den slægtning, jeg leder efter. Men her er der ikke tvivl. Otto var ombord, og der er ikke andre på skibslisten, der kan være ham.
Med andre ord ved jeg nu, at han opholdt sig i Bremen i juli 1922. Så langt tilbage har jeg endnu ikke fundet ham – med undtagelse af fødsel og dåb, naturligvis!

Ottos ansøgning om pas fra Bremen i 1916
Kilde: http://www.passengerlists.de/

En god gang googling resulterede desværre i læsningen af at langt de fleste skibslister fra Bremen enten var gået tabt under 2. Verdenskrig eller destrueret pga. manglende plads (godt vi har muligheden for at scanne og digitalisere nu!).
Jeg fandt al denne information på en for mig helt ny side, nemlig Bremen EmigrantsBremen EmigrantsBremen Emigrants. Forhåbningerne om at finde Otto var efter ovennævnte nyhed ikke særlig stor, og ganske rigtigt, hverken han eller skibet Herakles dukkede op i 20’erne. Men der var andre interessante links, bl.a. til en database med udstedte pas fra Bremen. Og… Jeg får stadig gåsehud; dér under B, fandt jeg en “Bengsdotter” – som viste sig at være min Otto. Min Otto.

Otto fik udstedt pas i 1916 fra Bremen. Der står også, at han blev født i Nichnees ved Flensburg, som nok skal læses som Niehuus. I så fald har Otto jo rent faktisk vidst, at han ikke var født i Halmstad men i sognet Bov! Der står ydermere at han havde fast bopæl i Preussen, men havde svensk statsborgerskab og at hans – så vidt jeg har forstået forkortelserne – svenske pas opbevares dér i Bremen, imens det tyske pas udstedes. Det betyder jo, at Otto boede i Tyskland og oven i købet vidste, at han var født der. Det betyder måske også at han vidste at hans moster Adolfina i Halmstad virkelig var en nær slægtning. Oplyste han overfor de amerikanske myndigheder alt dét med Sverige for at tage distance fra Tyskland? !. Verdenskrig var jo trods alt kun lige slut, da han i 1923 søgte om amerikansk statsborgerskab, og selvom amerikanerne knapt nok nåede at deltage, var Tyskland ikke super populært ude i den store verden. Han var jo trods alt også svensk statsborger, men han var i hvert fald ikke født eller havde bopæl eller forældre i Sverige. Og noget tyder nu kraftigt på, at han godt selv vidste det.

Jeg har ikke fundet Otto i de tyske adressebøger. Så han har boet hos nogen og været registret som medlem af deres husholdning i tiden indtil 1916, hvor han altså drager afsted på verdenshavene via Bremen.

Otto boede altså i Tyskland i sin pure ungdom. Måske hele livet, lige indtil han forlod landet i 1916. Spørgsmålet er selvfølgelig stadig hvor. Ligesom det store spørgsmål er, om han overhovedet blev konfirmeret i den tyske kirke, når nu han var svensk statsborger…? I så fald vil han fortsat være svær at finde.
Under alle omstændigheder er jeg kommet nærmere sandheden. For blot et par uger siden kendte jeg ikke til melderegistre – men nu er der måske en chance for, kan jeg ellers finde dem i Tyskland, at følge Otto til Bremen. Og for blot en dag siden havde jeg ikke noget bevis for at han rent faktisk boede i Tyskland. Men det gjorde han.

Jeg føler, jeg nærmer mig den sande historie om Otto. Og jeg tror mere end nogensinde på, at det nok skal lykkes at finde den.

by