Detektiven kalder – ny serie

Alle slægtsforskere kender til dét at gå i stå med en ane eller slægtning. Du har fundet vedkommende som forælder, søskende, barn eller ægtefælle, men derudover synes vedkommende at være fuldstændig umulig at finde mere om. Der mangler fødselsdato og – sogn, konfirmation, vielse eller død og begravelse, vedkommende findes kun i en eller to folketællinger, og det føles helt umuligt at finde ud af, hvor vedkommende enten stammer fra, eller hvor han/hun endte sine dage. Og måske også hvor de opholdt sig det meste af livet.
Du har nærlæst alle kilder og støvsuget internettet for oplysninger, men stadig er den nu efterhånden temmelig besværlige slægtning umulig at finde mere om. Du har også spurgt i diverse forums, men trods gode forslag og ihærdig hjælpen, er der stadig ikke dukket nyt op.

Du har med andre ord stødt panden mod muren.
Og enten giver man op og håber, at en anden finder nyt om den genstridige, besværlige slægtning en dag. Eller også lader man vedkommende ligge, for så – med friske øjne – at genoptage søgningen et stykke tid senere. Og så er det, at der går detektiv i den!

“The Pinkertons” var et af verdens første, store detektivbureauer. Det blev grundlagt i Chicago i 1850, arbejdede bl.a. for Abraham Lincoln og inspirerede senere hen Arthur Conan Doyle til en af hans Sherlock Holmes-noveller.
Kilde: Wikipedia.org

Jeg har altid elsket en god krimi. En af den slags, hvor man kan gætte med, ved at bruge alle de oplysninger og små tråde, der er kommet gennem bogen eller filmen. Slægtsforskning kan minde herligt meget om dét at løse et mysterie. For det er jo et mysterie, når en slægtning driller så meget, som beskrevet ovenfor. Hvor kommer han/hun fra? Hvad blev der af dem?
Dog er ‘gætte’ det forkerte at bruge, når det gælder slægtsforskning. For ligesom detektiven skal levere beviser, skal du også bevise, at dét, du finder frem til er korrekt. Det er med andre ord ikke nok at gætte. Modsat når du læser en bog eller ser en film, er du nu heller ikke længere kun tilskuer. Du er faktisk detektiven selv. Og det er lige præcis noget af dét, der fascinerer mig ved slægtsforskning!

Derfor starter jeg nu også en hel serie med navnet “Detektiven kalder”. Den vil, naturligvis, handle præcis om de slægtninge, hvor jeg er stødt panden mod muren. Om dem, hvor jeg mere eller mindre har opgivet, men alligevel nægter at give helt op at finde. For de har jo levet – de må da være til at finde?!

Serien vil først og fremmest handle om de slægtninge, hvor jeg enten mener, jeg har ledt alt igennem uden at finde mere, og så har måttet lade ligge en lang periode. Helt som beskrevet ovenfor. Den vil også handle om dem, jeg har sat på min liste over “Efterlyste” (for lige at blive lidt i detektiv-ånden!). Og sikkert også om endnu flere, der på den ene eller anden både har budt på et større mysterie. Fælles for dem alle vil det dog være, at jeg netop har fundet løsning på mysteriet. Derudover også at jeg, forhåbentlig som inspiration til andre, vil forklare hvordan jeg netop fandt frem til løsningen.

(Visited 239 times, 1 visits today)
Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.