Den 17. juni 1853 døde Christen Christensen Falstring i Græshave på Lolland. Han efterlod sig bl.a. enken Ane Cathrine Hansdatter, som han da havde været gift med i 21 år. Dagen efter blev det noteret i skifteprotokollen fra Maribo Sønder Herred, at “Christen Christensen på Parcellen nr. 5 er død i Gaar 67 Aar gl efterladende sig Enken og 6 Børn af i 2 Ægteskaber.”
At der var en enke og en række børn fra to forskellige ægteskaber, vidste jeg allerede. Men ellers kan oplysningerne fra et skifte være guld værd. I skiftet bliver alle den afdødes børn nemlig listet op, som regel med bopæl, og hvis den efterladtes børn er døde, deres eventuelle børn (dvs. børnebørn til den afdøde). Således har jeg fundet frem til mange slægtninge, der forlod forældrenes sogn. Og i nogle eksempler sparet oceaner af tid og grå hår, eftersom det viste sig at den pågældende søn var rejst til USA eller datteren flyttet til København, og altså langt fra opholdt sig lige om hjørnet i et af nabosognene!

Tilbage til Christen.
Christen var søn af bonden Christen Larsen Falstring, der fæstede en gård ved Birket under herregården Pederstrup, dvs. under godset Christianssæde. Vores hovedperson blev født netop dét år, Stavnsbåndet blev ophævet og eftersom Pederstrup tilhørte lige netop Reventlow, der var primus motor i ophævelsen af Stavnsbåndet, er der ingen tvivl om at Christens familie var blandt de første, frie bønder. Far Christen var endda gårdmand på en egnens større gårde, men imidlertid var der en række børn, og da vor hovedperson kun var tredjeældst ud af en række sønner, var der ikke udsigt til at arve fæstet. Og måske heller ikke de store penge.

Efter konfirmationen kom Christen ud at tjene. Først i barndomssognet Birket, senere i et par af nabosognene. Han har helt sikkert været en dygtig rytter, for i 1811 blev han indkaldt som dragon. Jeg har tidligere undret mig over at han blev gift i en forholdsvis sen alder – i hvert fald i forhold til visse andre forfædre på den tid. Men netop indkaldelsen som dragon, kan forklare det. For Christen kom til Prins Ferdinand Frederiks regiment, hvor han lå fast i 10-11 år. Regimentet (der officielt hed “Prins Frederik Ferdinands Dragonregiment” og hvis chef var prins Frederik Ferdinand – søn af arveprinsen og bror til den senere Christian den 8. – der i øvrigt kun var en anelse yngre end Christen, og dermed selv meget ung) var stiftet i 1803, og således meget nyt. Det førte en omflakkende tilværelse, havde ingen fast garnison, men flyttedes fra by til by rundt omkring i Danmark. De første år deltog regimentet ikke i egentlige kampe (muligvis fordi dets chef endnu var så ung), så det har været forholdsvis roligt for Christen, selvom Danmark lå i krig med England. I 1814 blev regimentet dog sendt til Sønderjylland for at forsvare Danmark mod den svenske kong Carl Johan, der var på vej via Tyskland. Samme år døde Christens far hjemme i Birket. Mon han nåede hjem til begravelsen?

Prins Frederik Ferdinand, chef for Prins Frederik Ferdinands Dragonregiment og Christens øverste chef i 11 år.
Kilde: Thorvaldsen.dk

Året efter drog Christen og resten af regimentet til Frankrig, hvor de var med til et besætte Nordfrankrig og blev der frem til efteråret 1818.
Herefter kunne Christen tage hjem til Danmark igen, og fik – sammen med resten af regimentet – fast garnison i Århus. Der var faldet ro i Europa ovenpå Napoleonskrigene – som Danmarks krig mod England reelt set også var en del af – og Christen fik lov til at rejse hjem til sin fødeø. Mon ikke han medbragte en god sjat penge? Godt nok var den almindelig soldats løn ikke ligefrem fyrstelig, men man tjente under alle omstændigheder mere, hvis man var med ved fronten.

Christen slog sig ned i landsbyen Kastager, et stykke vest fra sin barndomsegn. Og tæt på landsbyen Horslunde, hvor han snart fik et godt øje til Karen Marie Jørgensdatter. Karen Marie, også kaldet Maren, var midt i tyverne og yderst gifteklar. De to blev kærester, og i 1821 holdt de bryllup i Horslunde kirke. Efter brylluppet flyttede parret til Skovby ved Græshave. Det lå et pænt stykke fra begges barndomsegn, men muligvis har det været det mest attraktive, Christen havde råd til. Det var nu også et særdeles attraktivt sted, det nygifte par flyttede til. Husmandsstedet, Christen erhvervede sig, lå på Bådesgårds parcel nr 5. Bådesgård var et gammelt gods, som tidligere kom under kronen, da det var så forgældet, at ingen ville eje det. Under forslag fra bl.a Reventlow (der jo ejede herregården Pederstrup, på hvis jorder Christen var vokset op) blev godset udstykket i fem parceller, hvoraf en af dem, parcel nr 5, blev udstykket til huse – med jord til, forstås, og dermed i realiteten smålandbrug – tilbage i 1791. Disse husmandssteder havde helt særlige privileger. Husmandsstederne var nemlig arvefæster, dvs. når fæstebonden døde, overtog hans arvinger det, uden at godsejeren kunne blande sig. De husmænd, der allerede boede på stedet, fik i øvrigt eftergivet deres gæld og endda hjælp til at opføre nye bygninger. Til gengæld skulle de betale en fast afgift til godsejeren på Bådesgård (der i mellemtiden var blevet solgt til private igen).
Det var med andre ord et dejligt sted, Christen havde fundet sig; jord, der kunne gå direkte i arv til næste generation og endda med forholdsvis nye bygninger på. Naboerne har også været gode. I hvert fald blev flere af dem faddere til Christen og Karen Marie/Marens børn, ligesom de blev faddere til deres naboers børn.
I øvrigt er der ikke noget fæstebrev på Christen i skifteprotokollerne fra området. Alt tyder derfor på at Christen købte en fri ejendom, og var selvejer fra starten af.

Matrikelkort over Bådesgård Parcel no.5 gyldig 1814-1851. Matriklen med den svage, lysegrønne markering er Christens matrikel.
Kilde: Historiske kort på nettet

December året efter brylluppet forlod Christen dragonregimentet. Karen Marie var da højgravid med deres første barn, og mon ikke især hun har ønsket at hans karriere som soldat skulle drosles ned. Nu, da Christen var blevet husmand, har han også været nødt til at dedikere sin tid og kræft dér.
Dog slap han ikke helt militæret. For som det fremgår af lægdsrullerne, blev han indkaldt flere gange, nu i Prins Christian Frederiks regiment. Heldigvis medførte det ikke flere krigsgerninger.
I mellemtiden voksede familien stødt; en søn og fem døtre blev det til.
Tæt på julen 1831 døde Karen Marie imidlertid. Christen var enkemand i en alder af 43 år og med en børneflok, hvor de yngste kun lige var fyldt et år.
Det gjaldt om at finde en ny hustru hurtigst muligt.

I nabolandsbyen Tillitse gik den ugifte skrædderdatter Ane Cathrine rundt. Hun var ung og et passende parti. Forlovelsen kom derfor hurtigt i stand, og i 1832, på Ane Cathrines 23 års fødselsdag, stod hun brud i Tillitse kirke med Christen som brudgom.
Også med hende fik Christen fem børn, hvoraf kun to dog nåede voksenalderen.

Christen fik 21 år med sin anden hustru, inden han lukkede øjnene for sidste gang den 17. juni 1853. Og 31 år som husmand. Han havde nået at opleve en del som soldat, men den sidste halvdel af livet havde han tilbragt som hårdtarbejdende husmand. Umiddelbart endte han som en helt almindelig familiefar på landet på den tid, skulle man tro. Men så kommer skiftet, eller testamentet, med nogle helt særlige oplysninger, der vender op og ned på alt!

En måneds tid efter Christens død var boet gjort op, og skiftet lå klar. Ejendommen, han efterlod sig, havde en værdi på 1500 rigsdaler, hvilket har været en god sjat penge. Den gode Christen Christensen havde formået at holde sig forholdsvis gældfri, og da hele boet var gjort op, efter gæld, udgifter til begravelse, skat mv., var der 1279 rigsdaler til fordeling blandt arvingerne.
1279 rigsdaler – hvor meget var det egentlig dengang? Og kan jeg overhovedet tillade mig at kalde 1500 rigsdaler “en god sjat penge”? Ja! Jeg kiggede i første omgang på skifterne på egnen fra samme tid. Og i sammenligning med tilsvarende familie fra samme sociale lag, var der tale om et pænt stort beløb.
Men hvor stort et beløb var der egentlig tale om? For helt at sammenligne dengang med nu, er det mest korrekte at sammenligne lønninger og vise, hvor meget man kunne få for pengene. Der findes heldigvis en bog med præcis de informationer (som jeg har nævnt under kilderne til dette indlæg). Her er beløbene for 1850’erne nævnt i skilling. Så nu skal vi ‘blot’ regne de 1279 rigsdaler om til skilling for at se, hvad arvingerne havde at gøre godt med.
1 rigsdaler var = 6 mark = 96 skilling. Den fulde arv, de 1279 rigsdaler, var altså 122784 skilling.
Dagslønnen for en arbejder var dengang henholdsvis 50 skilling i København, og 60 skilling i Odense. 1279 rigsdaler var altså, helt gennemsnitligt, 2232 dagslønninger (eller 7,5 års fuld løn, hvis man regner med 300 arbejdsdage om året. Dvs. fri på søndag og diverse helligedage)
I dag får vi 294.000 kr gennemsnitligt – 7,5 års fuld løn er dermed 2.205.000 kr.
Kigger man på priserne på diverse varer, kunne arvingerne til sammen købe ca. 107000 mursten, 40928 pund rugbrød eller 6462 pund flæsk. Blot for at give en idé om, hvor mange penge det var. For naturligvis var der ingen, der købte så meget mad på én gang. Bare flæsket ville dengang række til mindst 27 år for en familie på seks.

Sidste bid af skiftet efter Christen Christensen, der viser hvor meget de enkelte arvinger arvede.
Kilde: Lollands Sønder Herred Skiftebog 1844-1855

Nu var boet altså gjort op, og der var tale om en masse, skønne penge. Også selvom størstedelen af dem lå i selve husmandsstedet. Arvingerne var naturligvis enken Ane Cathrine, Christens eneste søn, nemlig Jørgen Christensen født i det første ægteskab, tre døtre fra første ægteskab; Karen, Anne og Kristine, samt to døtre fra andet ægteskab; Ane Marie og Maren.
Efter arveloven af maj 1845, skulle enken og eventuelle sønner arve en lige stor del, nemlig det dobbelte af døtrene. Uf. Ikke vand på min ligestillingsmølle! Men sådan var, og sådan blev det.
Næsten. For Christen havde sørget for at testamentere halvdelen af boet til sin efterlevende hustru, altså Ane Cathrine. Resten af boet blev først derefter fordelt efter den gældende arvelov. Da det hele endelig var gjort op, arvede de fem døtre hver især 70 rigsdaler, sønnen 141 og enken, Ane Cathrine, 788 rigsdaler.
Ane Cathrine beholdt huset og jorden, der hørte til. Eftersom Christen havde erhvervet ejendommen inden han giftede sig med Ane Cathrine, havde hans søn faktisk ret til gården. Men Ane Cathrine havde trods alt arvet langt størstedelen af værdierne, og da hendes stedsøn, Jørgen, allerede havde udsigt til svigerforældrenes gård længere nordpå, var de nok hurtigt blevet enige om at hun beholdt gården.

Ane Cathrine fik indtil Mikkelsdag (29. september) til at betale gælden og fordele pengene blandt sted- og egne børn. Intet tyder på at dét har været et problem.
Men naturligvis har det ikke været nemt at skulle holde det hele selv, og det varede heller ikke længe, før enkedragten var skiftet ud med brudeudstyr på ny.
Som enke havde Ane Cathrine råderetten over hele sin formue og ejendom. Som gift kvinde overgik råderetten til hendes mand. Endnu en gang ikke ligefrem ligestilling, men igen – sådan var det. Det kunne dermed måske virke attraktivt ikke at gifte sig igen, men på den anden side havde hun jo også brug for en mand, der kunne tage sig af jorden; arbejde i marken, sælge afgrøderne osv., mens hun passede hjemmet og den yngste datter, der stadig boede hjemme. Ane Cathrine ventede da heller ikke særlig længe med at gifte sig igen.

Næh, mindre end fem måneder efter Christens død, havde hun nemlig påny giftet sig, denne gang med Jens Jensen Due fra Vejleby. Jens var tre år yngre, men havde ikke selv noget ægteskab eller børn fra tidligere forhold, så han har sikkert syntes helt fint om en enke, om end hun var i starten af 40’erne. Endda en enke med en mindre formue. Han var såmænd også som vidne til at boet efter Christen blev gjort op, og har nok allerede dér spøgt i kulissen. Muligvis har ægteskabet i det hele taget, i hvert fald fra Ane Cathrines side, handlet langt mere om det praktiske end om kærlighed.
Det nye par fik da heller ingen børn sammen, hvilet nu også kan skyldes at Ane Cathrine trods alt som nævnt var i 40’erne, og måske heller ikke havde så nemt ved at få børn længere.

Men hvad skete der så med ejendommen og den lille formue? Formøblede den nye mand på stedet, Jens, den. Eller forøgede han den ligefrem?
Det sidste!
Jeg slog op i pante- og skødeprotokollerne, og her viste det sig at Jens købte naboparcellen, så de kunne udvide jorden. Da Ane Cathrine blev enke for anden gang i 1874, overtog en svigersøn stedet. Stedet blev i familien i de næste generationer frem til slutningen af 1950’erne. For hver generation blev jorden forøget ved køb af nabomatrikler, så husmandsstedet efterhånden ændrede betegnelse – eller status, om man vil – til gård. Noget, Christen helt sikkert ville være stolt af.

by