Jeg har selv været vidne til en stormflod da vandet i Roskilde fjord efter orkanen Bodil i 2013 blev presset så højt op, at flere af gaderne i vores by (Frederikssund) stod under vand og man et par dage fik associationer til Venedig.
Vandet dengang gik 2.05 meter over normal vandstand.
Men det var intet i sammenligning med dét, min tiptipoldemor Anna Cathrine oplevede i 1872.

Hun var nemlig vidne til den største stormflod i nyere, dansk historie. En stormflod, hvor vandet gik mere end 3,5 meter, visse steder endda 4,5 meter, over normal vandstand og de store bølger brød digerne, hvilket medførte enorme ødelæggelser. Adskillige mennesker og dyr omkom, bygninger skyllet bort og flere hundrede skibe forliste. Der findes flere øjenvidneberetninger fra de, der nåede at redde sig i land på lofter eller hænge fast i træerne, mens de så børn, dyr mv. blive revet bort, der får til at gyse langt ned ad ryggen.
Det var ikke kun kysterne i Danmark, men også de tyske og skånske kyster, der blev ramt.
I Danmark gik det allerværst udover det Falster og det sydvestlige Lolland. Og her boede min tiptipoldemor.

Anna Cathrine var født og opvokset i Tillitse som datter af skrædderen Hans Hansen. I 1832, præcis på sin 23 års fødselsdag, blev hun gift med Christen Christensen Falstring. Ægteparret flyttede efter brylluppet til sognet Græshave, hvor de blev til deres død. Christen, der var husmand, var noget ældre end Anna Cathrine og medbragte fem små børn fra et tidligere ægteskab. Sammen fik de selv en flok unger, så jeg forestiller mig at der har været masser af liv – og forhåbentlig glade dage. Ægteparret fik 21 år sammen, før Christen døde i sommeren 1853. På hans ældre dage var parret flyttet til et lille hus i Østerskovby. Anna Cathrine blev dog hverken boende dér eller enlig enke særlig længe. For få måneder senere, i november 1853, giftede hun sig nemlig påny, denne gang med Jens Jensen Due. Ikke ét ord om passende sørgetid her!

Anna Cathrine og Jens flyttede til Ny Strågeby der bestod af et par håndfulde gårde og huse, fem-seks kilometer fra kysten og endnu kortere fra Strågeby å.

I 1872 var alle børn, både Anna Cathrines egne samt hendes stedbørn, for længst flyttet fra reden. De fleste af dem boede tæt på og havde selv stiftet familie. Og Anna Cathrine og Jens selv boede fortsat på deres lille husmandssted i Ny Strågeby.

Udsnit af vægtæppe, der viser den sydøstlige del af Østersøen, hvor man blev hårdest ramt af Stormfloden i 1872. Vandet oversvømmede hele det sydlige Lolland, lige fra Nakskov og hele vejen ned forbi Rødby.
Kilde: Eget foto (tæppet findes i Weissenhäuser, Tyskland)

Det havde allerede blæst kraftigt siden starten af november det år. Men søndag den 10. november var det pludselig stille. Stilhed før storm, fristes man til at sige. For knapt nok kunne Anna Cathrine og resten af datidens befolkning ånde lettet op, før blæsten kom igen om mandagen. Og denne gang endnu kraftigere. I tre dage stormede det uafbrudt og kulminerede om onsdagen den 13., hvor der blev målt en orkanstyrke på 32 meter i sekundet. Vandet i Østersøen blev presset ned i den sydøstlige del, til Skåne, Bornholm, den tyske kyst og altså også de danske øer. Digerne brød sammen og vandet steg hurtigt. Det skete allerede om natten, og folk blev vækket eller stod op til vand over alt. Også Anna Cathrine og Jens lille husmandssted har været oversvømmet. Hvor højt vandet stod og hvor meget de mistede, ved jeg ikke. Men det har helt sikkert været et chok og selvfølgelig dybt skræmmende.
Vandet steg hele formiddagen, og Anna Cathrine og hendes mand har haft travlt med at redde, hvad de kunne, og derefter redde sig i sikkerhed på loftet, alt imens de kunne spekulere på og bekymre sig over, hvordan børnene og børnebørnene mon klarede sig.
Et stykke over middag begyndte vandstanden at falde igen. Vandet løb ud i åen, tilbage i bæltet og ud i Østersøen, hvor det var kommet fra.
Herefter gjaldt det om at finde ud af, hvad der var sket med resten af familien. Den ældste datter, Anna Marie, og hendes familie, havde overlevet vandmængderne i Græshave by, mens den yngste datter, Maren, og hendes familie længere nordpå i Stokkemarke helt var sluppet for vandet, men sikkert bekymrede sig over beretningerne fra det sydlige Lolland. Også Anna Cathrines stedbørn og deres familie var alle sluppet med livet i behold.
Det så ellers slemt ud i nabosognet Gloslunde, hvor familien havde flere slægtninge og hvor de flere af Anna Cathrines steddøtre var konfirmeret. Gloslunde var det sogn, der blev værst ramt på Lolland. 12 personer omkom i vandmængderne, deriblandt en hel familie hvor man havde svært ved at identificere børnene. Andre steder stod det også slemt til, værst på naboøen Falster, hvor 52 mennesker omkom. I alt druknede 80 personer i vandmængderne på Lolland-Falster. Der gik flere måneder, inden man fik vished om de sidstes skæbne, da de blev fundet.

Xylografi, der viser oversvømmelsen på det sydlige Lolland. Kilde: Kulturvarv.dk (oprindelig kilde: Illustreret Tidende 1872)

Oprydningsarbejdet var frygteligt. Over alt var der døde dyr, gods og ejendele der flød rundt. Ødelæggelserne var enorme og det tog lang tid at rydde op. Men resten af landet var også dybt berørt, og samlede penge ind til de nødstedte.
Senere hen byggede man nye og endnu større diger samt kanaler for at undgå lignende katastrofer i fremtiden. Diget ved Gloslunde blev i øvrigt forsinket eftersom en ny stormflod ramte området blot to år senere, i 1874.

Stormfloden var som sagt den største naturkatastrofe i Danmark i nyere tid. Kunstnere som bl.a. H.C. Andersen og Holger Drachmann lod sig inspirere og skrev digte eller malede billeder om/af den frygtelige katastrofe. Der findes også adskillige artikler og bøger om katastrofen, og i Marielyst på Falster rejste man en sten til minde om stormfloden.
Selv gik jeg for to-tre måneder siden tur på diget og syntes blot at det blæste, men at der ellers var kønt. Mærkeligt at tænke på, at jeg nu kender historien og tragedien som dannede baggrund for byggeriet af det.

Jens døde et par år efter stormfloden, i 1874. Nu enke for anden gang flyttede Anna Cathrine ind hos datteren Anna Marie i Græshave, og boede der indtil sin død i 1881, 72 år gammel. Hun overlevedes af to døtre og en stor flok børnebørn, hvoraf de ældste selv var gamle nok til at have oplevet stormfloden, mens de yngste garanteret har gyst eller gispet af gru, når mormor fortalte om dengang vandet brød digerne og trængte ind i husene…

by